Mød Mig

Selvfølgelig kan du møde mig og høre om mine politiske meninger og holdninger. Enten i klassiske oplæg til debat eller i et panel med andre politikere.

Men jeg holder også gerne foredrag eller livs-workshops, som jeg kalder dem. Det gør jeg gerne i foredragsforeninger, sogneforsamlinger eller andet regi, hvor betingelsen absolut ikke behøver at være, at alle skal stemme konservativt, men hvor man mødes for at lytte og drøfte livsnære emner og dilemmaer, som det helt igennem almindelige mennesker vi er. Uanset politisk ståsted.

Ved sådanne anledninger går jeg gerne tættere på begivenheder i mit liv som barn, ung og voksen.

Begivenheder, der i en tidlig alder fæstnede mig til den kristne tro på at der er en mening – og en opgave – med det meste, vi møder på vores vej. Begivenheder, der har lært mig om tilgivelse og tålmodighed – om valg, brud og konsekvenser, mod og lejlighedsvis fortvivlelse. Begivenheder, der har bekræftet mig i, at livsværdier er vigtigere end ideologier – og at grundholdninger er mere robuste end regler for alt (u)muligt.

Efter aftale kan vi lave sådan et møde på en måde, der engagerer deltagerne alternativt end det traditionelle ’foredrag-spørgsmål-koncept’. Jeg er en ret rutineret og kreativ workshopfacilitator – og den kompetence bruger jeg selvfølgelig også gerne som politiker.

Book mig via en mail til pernille@pernilleweiss.dk